STILK x Randers Storcenter

I foråret 2025 slog Randers Storcenter dørene op til deres årlige Blomsterfestival - og vi hos Stilk Studio havde den store glæde at stå bag blomsterudsmykningen. Centeret blev forvandlet til en blomstrende oase med farverige dekorationer overalt  - og midt i det hele stod vores blomsterkunst.

Udstillingen bar titlen "Den Gyldne Time" - en poetisk og sanselig fortælling inspireret af det gyldne lys lige før solopgang eller efter solnedgang. Blomsterne var designet og håndlavet for at fange det magiske skær: fra blide pasteller over varme gyldne toner til mørkere, stemningsfulde nuancer.

Vi skabte en buket af papirblomster - tulipaner, bonderoser, pæoner, solsikker og valmuer - som sammen satte rammen for en farverig, forårsforvandling. Blomsterne dannede en smuk ramme i centergangene, på Store Torv og i butikkerne, hvor besøgende kunne opleve noget lidt ud over det sædvanlige.